I går var vi på Sushi-Sushi i Aalborg, hvor vores datter flere gange har været, og hun syntes vi også skulle smage rigtig sushi og ikke den tillempede udgave, vi har prøvet at lave herhjemme. Det var et fint lille sted med en god atmosfære. Vi bestilte hver en menu bestående af forskellige typer sushi og så kunne vi udveksle dubletter. Det smagte udmærket, selvom det er fersk fisk og smagen måske ikke var overdrevet varieret. Jeg havde svært ved at smage forskel på ”maki” med laks og med tun, når de andre ingredienser var de samme. Men jeg kan godt lide det - også wasabi’en, selvom jeg et par gange kom lidt for meget på og fik tårer i øjnene.
De havde også et udvalg af japanske øl - Sapporo, Asahi, Kirin og iKi. Jeg valgte den sidste, som jeg ikke tidligere har hørt om. Det viste sig dog at min ene svigersøn havde valgt den, da han var med på sushibar.
”iKi” betyder Liv på japansk, og det er jo nærmest symbolsk på 1. Påskedag, hvor Jesus genopstod til livet for sig selv og alle andre.
Det er en overgæret øl på 4,3%, der egentlig bliver fremstillet i Belgien. Den er tilsat Grøn Te og Yuzu-frugt. Yuzu-frugten kaldes også japansk citron, og giver en let, men fin citrussmag.
Det er en lys gylden øl, der er ufiltreret og derfor temmelig grumset. Det er en smule hvedemalt i, hvilket sikkert er skyld i den fine skumtop og det slørede udseende. Duften er frisk med en svag citrusnote. Øllet er let og forfriskende. Smagen god med et kort strejf af - (? ), ja, måske er det grøn te – inden den lette citrus kommer ind. Der er ikke noget særlig bitterhed i øllet, og jeg kunne da heller ikke finde humle på ingredienslisten. Om det er rigtigt ved jeg ikke, men måske er det yuzu-frugten, der erstatter den. Faktisk fungerer denne lette øl udmærket til sushi.
Karakter 3
Derefter gik vi i biografen og så Avatar i 3D.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar