Forleden fik jeg en del øl i fødselsdagsgave, bla. en ”Kozel Dark” fra Tjekkiet. Jeg tænkte, den ville passe fint til frikadeller, ris og ratatouille.
Kozel bryggeriet ligger i Velke Popovice, der nu er en del af storbyen Prag, men som i 1874 lå uden for byen. På det tidspunkt købte Frantisek Ringhoffer en herregård og omdannede det til et bryggeri. Hvordan det har fået navnet Kozel, ved jeg ikke. Kozel er på russisk et nedladende ord, der betegner en tosse eller idiot – og det tror jeg ikke er meningen her.
Bryggeriet etiketter prydes af en ged med et stor ølkrus. Det skulle være skabt af en omrejsende fransk kunstner, som tak for den gæstfrihed, han mødte i byen.
”Kozel Dark” er en let øl på 3,8%. Den har en flot mørkebrun farve og toppes af lyst skum ( i mange beskrivelser har jeg set skummet omtalt som brunt, men det er det ikke ). Duften er svag med noter at ristet malt. Øllet er let drikkeligt, men ikke tyndt, og der er en god fylde i smagen, hvilket overrasker lidt, med tanke på alkoholprocenten. Smag af mørk frugt og ristet malt, og jeg synes, jeg indimellem kunne fornemme en sødlig note af kastanje. Fin bitterhed til sidst i eftersmagen.
Karakter 3+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar