Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 10. november 2008

Tid til en øl - Original Dark Lager

10. November 2008
I dag forlader jeg lige juleøllene, for det er 161 år siden Carlsberg bryggede deres første øl. Til lykke med det. Det kan godt nok fejres med en juleøl, nemlig Carlsberg 47, der blev brygget i anledning af 125 årsdagen i 1972. Men den øl har jeg tidligere omtalt ( 26 August ), så jeg har i stedet valgt ”Jacobsen Original Dark Lager”

I starten at 1800-tallet var ølkvaliteten i Nordeuropa ikke særlig god. Mange danske bryggerier lavede udelukkende hvidtøl, og man importerede overgæret nordtysk øl af svingende kvalitet. I 1842 købte J. C. Jacobsen et hvidtølbryggeri på Valby Bakke og opkaldte det efter sin søn Carl og det, at det lå på ”bjerget” som Valby Bakke blev kaldt. Hans intention var at brygge undergæret øl, som han havde smagt det i Bayern. Men han kunne ikke få gæren til at fungere. Han prøvede flere gange og måtte hver gang hælde det hele i rendestenen. Til sidst drog han på studietur til Bayern – til bryggeriet Spaten, hvor Gabriel Sedelmeyer havde udviklet en meget pålidelig gær. Han fik en prøve af gæren med hjem, og på hjemturen lykkedes det ham at holde den i live.

I 1875 grundlagde Jacobsen et laboratorium, hvor en af medarbejderne – Emil Christian Hansen – i 1883, som den første isolerede og rendyrkede en gærstamme. Det betød at man fik fuld kontrol over gæringsprocessen. Jacobsen mente at alle laboratoriets opdagelser skulle være offentlige, så det var et stort fremskridt for ølproduktionen i hele Europa. Derfor kaldes undergær på latin ”Saccharomyces Carlsbergensis”

Men tilbage i 1847 brugte Jacobsen sin gær til ølproduktion, og d. 10. nov 1847 lykkedes det for første gang at producere en undergæret øl af ordentlig kvalitet. Den er den øl, som Husbryggeriet Jacobsen har forsøgt at genskabe.
Man har brugt den tidligste opskrift, man kunne finde. Den er fra 1854 og det er måske på det tidspunkt, øllet fandt sin endelige form. Man har tilsat mineraler og vitaminer til vandet, så det minder om vandet i København på den tid. Forhåbentlig uden tyfus og andre uhumskheder. Man har brugt tysk Münchenermalt, men også en del malt fra England, hvor det stadig er muligt at få den gulvmaltet. ( Byggen spredes på gulvet og vandes. For ikke at rådne skal den hele tiden vendes. Der gøres manuel med stor skovle, og er et fysisk krævende arbejde, der kræver indtagelse af store mængder væske. De fleste steder bruges nu maskiner ). Man har brugt Hersbrücker humle, der minder meget om humlen på den tid. Alt i alt har man forsøgt at lave et lille stykke kulturhistorie.
Denne øl er da også med i ”Den Danske Ølkanon” som repræsentant for den oprindelig Carlsberg øl.

Det er en klar rødgylden øl på 5,8%. Den har en beige skum, der forsvinder hurtigt. Duften er frugtagtig med noter af pære og blomme og lidt humle. Den fylder godt i munden uden at være doven. Smagen er en smule ristet og præges af karamel og brød, men der er også frugtagtige noter. Jeg fornemmer igen mest blomme. Eftersmagen har en fin bitterhed, der holder i lang tid. Det er en øl, der passer godt til grillmad om sommeren og til god dansk mad som medister og frikadeller. Også fin til et godt pølsebord.
Karakter 4+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar