Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 22. november 2008

Tid til en øl - De Struise Tsjeeses

22. December 2008
Et af de mest hypede bryggerier i 2007 var det belgiske De Struise med den berømte ”Pannepot”
”De Struise” betyder ”strudse” og hentyder til, at de 3 bryggere også ejer en strudsefarm. Bryggeriet er et såkaldt fantombryggeri, der ikke har deres eget, men lejer sig ind hos andre. Det er Urban, Carlo og Phil, der står for det hele.
Denne julebryg er købt i Ølkonsortiet i Aalborg, som har et stort udvalg af belgisk julebryg. De har samtidig de andre bryg fra De Struise på lager og det er blandt det ypperste i belgisk brygkunst. Jeg har nogle stykker stående – Pannepot, Pannepot Vintage og Black Albert – som jeg skal nyde i de mørke vinteraftener . Det bliver ikke så galt endda. Men i aften gælder det julebryggen ”Tsjeeses”
Det er en øl på 10,0% og den beskrives nogle steder som en triple winterbier.
Bryggeriet har lavet julebryg i 5 år, men har haft svært ved at finde på et navn. En aften sad Urban og drak denne julebryg og udtalte hver gang ordene: ”Jesus, Wat een lekker biertje”, men da der var gledet en del øl ned, var udtalen ikke den mest tydelige og ”Jesus” blev til ”Tsjeeses”. Det er så blevet navnet på øllen. Jeg tror bestemt at karikaturen på etiketten viser Urban denne aften. Det ligner i hvert fald en, der må have svært ved at udtale noget som helst korrekt. Morsom og useriøs, men tag ikke fejl. Der er ikke noget useriøst over øllet.
Det er en ufiltreret orangegylden øl med en ringe skumudvikling. Den er brygget på Caramunich- og Hvedemalt og ekstra rørsukker. Derudover er der tilsat appelsinskal og mynte, samt Massis Banda, som jeg ikke ved hvad er. ( det står kun på hollandsk ).
Duften er kraftig og krydret med noter af blomme og rosin. Den fylder utroligt godt i munden – blød og alligevel levende pga alkoholen. Smagen er helt i top. Meget nuanceret. Det er ikke en speciel ingrediens, der dominerer, men man bliver hele tiden pirret af nye indtryk. Jeg fornemmer lidt appelsin og blomme og måske er der lidt kanelnoter. Eftersmagen er pænt humlet. Der er brugt Bramling Cross, Brewers Gold og Marynka, og IBU’en er på 32. Eftersmagen er desuden præget af behagelig alkohol.
Denne øl må nok være den, der foreløbig løber med prisen som årets juleøl. Jeg siger som de andre:
”Tsjeeses, wat een lekker biertje”
Karakter 5+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar