Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

tirsdag den 18. november 2008

Tid til en øl - Nøgne Ø God Jul / Underlig Jul

18. November 2008
I Norge er der problemer med at købe stærkt øl. Man kan ikke købe det på restauranter eller i supermarkeder. Der er grænsen ved ca. 5.0%. Hvis øllet skal være stærkere skal det købes i Vinmonopolet, og det er temmelig dyrt i Norge.
Men der er nogle små bryggerier, der heldigvis ser stort på det, måske fordi de kan sælge deres gode øl til udlandet. Og et af de mest anerkendte er ”Nøgne Ø” fra Grimstad i Sydnorge.
Bryggeriet blev stiftet i 2002 af Kjetil Jikiun sammen med vennen Gunnar Wig, der nu har forladt bryggeriet. I stedet er Tore Nybø kommet til. I 2006 blev det udvidet og er nu Norges største mikrobryggeri.
Øllet er upasteuriseret og ufiltreret – der er ”levende øl”. Øllet tappes pr. håndkraft og der tilsættes lidt ny gær til 2. gæring på flaske, og derved dannes naturlig CO2.
Nøgne Ø har opnået international anerkendelse og regnes for et af de bedste bryggerier i Norden.

Der er flere bud på juleøl. 2 har jeg ikke set – endsige smagt – endnu. Det er ”Julenatt” og ”Julesnadder”, men de 2 andre kan man købe bla i Brugsen.

”Underlig Jul” skulle efter sigende været justeret for et par år siden, så den ikke mere er så underlig.
Den er på 6,5% og brygget på Maris Otter-, münchener-, chokolade- og karamelmalt. Der er brugt Cascade og Chinook humle og 4 forskellige krydderier. Og det berømte Grimstadvand.
”Vi har sluppet kreativiteten løs” hævder bryggeriet, og det skal jeg da lige love for.
Sidste år var det den første øl i min julekalender ( som jeg selv står for. Jeg har været en smule skuffet over tidligere kalendere, hvor der var 2 eller endda 3 af samme øl. Det er ikke godt nok )
Nogle bryggerier laver julestemning ved at krydre med gran eller fyr, men her er det som om, der er hældt et helt juletræ med lys og glimmer på flasken.
Det er en mørk øl med en kraftig duft af rødgran blandet med andre indtryk. Smagen fremstår ikke så klar og tydelig, men stikker i mange forskellige retninger. Det er helt klart en spændende og eksperimenterende øl, men lidt for underlig til en hel flaske. Kan man finde en at dele med er det en skæg og finurlig oplevelse.
Karakter 3
”God Jul” er en rigtig julestout. Brygget på münchener-, chokolade-, krystal-, sort- og røgmalt.
Og humlet med Cascade, Chinook, Columbus og Goldings. Den er på 8,5%.

Det er en helt sort øl med lysebrunt skum, og man mærker straks en kraftig og fyldig duft af ristet malt og amerikansk humle. Det er en aroma, der lover godt for resten. Og det blive indfriet. Den fylder godt i munden, og smagen er ristet med lidt chokolade og karamel. Der er en meget fin balance med humlen og eftersmagen er lang og fyldig.
Det er en øl, der vil passe godt, hvis den står på flæskesteg juleaften. Jeg foretrækker altid en god stout til flæskesteg fremfor vin.
Karakter 4+
Det er en øl, der passer perfekt til sit navn. God Jul.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar